Så længe jeg kan huske, har jeg været nysgerrig på lydens potentiale og dens evne til at inspirere.
Det som inspirere mig mest, er den akustiske lyd når den rammer det menneskelige øre.
Der blev en gang lavet et forsøg med børn.
Man stillede to instrumenter ind i et rum. Et akustisk klaver og et moderne El klaver, med trommelyde og alt.
Derefter lukkede man 12 børn, i alderen 8-12 år, ind i rummet og observere dem …
I starten faldt interessen over El klaveret med de mange lyder og de begyndte at “spille / lege” med det.
Efter ca 45 minutter observerede man , at de fleste børn havde vendt deres interesse imod det akustiske klaver.
Det er ligesom om, at børn mister interessen, over tid, nå det drejer sig om El klaverer. Lyden er for simpel og krop og sind mister ligesom interessen.
Jeg har som klaverstemmer, flere gange oplevet familier der skiftede fra akustisk til El og hvor børnene så efter kort tid holdt op med, at spille klaver.
Der er noget mellem himmel og jord som vi ikke rigtig ved hvad er, men det handler, med garanti, om noget der snakker til vores sjæl. Af samme grund tror jeg, at det akustiske piano stadig lever i bedste velgående og, at alle pianister stadig vælger det akustiske klaver, fremfor El-klaveret, hvis de får valget.
Bh. Mikkel Smith